Legestuer

Dagplejerne arbejder sammen i legestuegrupper, som går i legestue en gang om ugen. Der hvor forholdene er optimale er der heldagslegestue hele året og for de legestuer, der ikke har optimale forhold er der max. lukket i skolernes sommerferie.

I Taastrup er der mødested for dagplejere og deres børn på Mølleholmen 20 B (ved siden af Grønhøjskolen), tlf. 43 35 36 75.

Legestuegruppen Høje-Taastrup har legestue i den tidligere daginstitution Bladet, Leen I, tlf. 43 35 31 20.

Dagplejerne i Sengeløse har legestue i Sognegården og legestuerne i Hedehusene og Fløng er i henholdsvis Hedehuset og Fløng Skole. Disse lånte lokaler er meget forskellige, og det sætter selvfølgelig visse begrænsninger for fysiske udfoldelser, men vi har formået at organisere og tilrettelægge dagen i nogenlunde faste rammer.

Det er håbet at få vores egne legestuer til alle grupper, således at vi kan sætte vores eget præg på legestuen, og undgå en stresset dag.

 

Legestuens formål set i forhold til børn:

  • børnene møder andre børn, voksne og lokaliteter
  • børnene får mulighed for leg med jævnaldrende og alders- og interesseopdelte aktiviteter
  • overgangen til børnehaven bliver nemmere, fordi børnene i legestuen er vant til flere voksne og en større gruppe af børn
  • den er socialt udviklende og udfordrende
  • den er en fordel i forhold til gæstedagplejen, da børnene lærer de andre børn og voksne at kende
  • den giver mulighed for mere plads at udfolde sig på
  • den giver mulighed for bedre tid, rolige forhold og mindre stress

Legestuens formål set i forhold til dagplejen og dagplejerne:

  • den giver mulighed for sidemandsoplæring, dagplejeren inspireres ved at se andre dagplejere i aktion
  • den giver mulighed for at udveksle erfaringer og diskutere pædagogiske problemstillinger
  • den giver, mulighed for planlægning af gæstepleje og andre administrative opgaver
  • den skaber rum for omsorg for hinanden og hinandens børn
  • samværet medvirker til udviklingen af fællesskabsfølelsen. Den enkelte dagplejer står ikke alene, men er en del af et større fællesskab
  • dagplejeren møder andre fysiske rammer end hjemmet
  • de fysiske rammer medvirker til afholdelse af forældremøder og personalemøder
  • dagplejepædagogen synliggør sit arbejde i forhold til gruppen og forældrene og det giver pædagogen en enestående chance for at formidle og skabe en fælles viden om f.eks. børns behov og kollegialt samarbejde. Samtidig skal pædagogen fungere som de øjne, der registrerer, om de enkelte børn fungerer i den større sammenhæng, som legestuen er.

 

Når nye børn starter i dagplejen, skal børnene lære hjemmet at kende inden de går i legestue. Dagplejerne skal være meget opmærksomme på, hvordan børnene reagerer når de kommer i legestue idet der godt kan være megen uro, dagplejerne er hjemme med nye børn den første uge/14 dage eller efter barnets behov.