De fem værdier
Dagplejerne blev på personalemødet d. 24.8. 2003 enige om 5 fælles værdier, som der skal arbejdes ud fra:
1. Det enkelte barn i centrum
2. Hjemlige omgivelser - andet hjem
3. Tid til at være i nuet (frihed til at vælge)
4. Trivsel
5. Tæt forældresamarbejde
Den enkelte dagplejer uddyber og indarbejder de fem værdier i sit daglige arbejde og får det med i sin egen lille præsentationsfolder.
Samtidig drøfter legestuegrupperne, hvordan de får værdierne med ind i samarbejdet i legestuen.
Overordnet søges de fem værdier opnået ved:
- at give børnene en tryg og harmonisk start på tilværelsen i et tæt, overskueligt og hjemligt miljø, hvor der er mulighed for en ustresset hverdag
- at tage hensyn til det enkelte barns udvikling og alder
- at gøre børnene glade og nysgerrige gennem udfordringer i hverdagen, hvor de kan afprøve kræfter og grænser
- at børnene er omgivet af engagerede og nærværende voksne, således at de føler tryghed og omsorg
- at samarbejdet mellem forældre og dagplejere er åbent og tillidsfuldt og præget af en gensidig forståelse for forskelligheder
- at dagplejere og det pædagogiske personale har et godt arbejdsmiljø, der styrker deres menneskelige værdier
- at sikre en fortsat udvikling i dagplejen ved at dagplejere og det pædagogiske personale er fleksible, tager ansvar og har indflydelse
Rammerne
Dagplejen er et pasningstilbud til børn indtil 3 år. Pasningen foregår i dagplejerens hjem, og der vil typisk være 3 børn. Der er tilknyttet en fast tilsynsførende dagplejepædagog til den enkelte dagplejer.
I dagplejen opnår barnet tæt kontakt til én voksen, som har tid til knus og kram, og barnet har mulighed for at blive hørt. Der lægges vægt på det lille, nære hjemlige miljø- dagplejehjemmet - hvor barnet oplever alt efter alder og udvikling at få oplevelser i deres umiddelbare nærmiljø. Der vil være mulighed for at give børnene rum til fordybelse i det de nu er i gang med. Børnene har brug for at få lov til at lege selv, idet leg er frivillig og udviklende uden tidsbegrænsning. Legen er med til at give børnene ro og nærhed i en ellers stressende hverdag.
De små skal selv lære og gøre deres egne erfaringer. De behøver ikke altid være på tur og det er i orden, at der ikke sker noget specielt hver dag, for børnene får deres egne oplevelser og egne erfaringer, ved at f.eks. at vende og dreje sten, opdage og undersøge regnorme, trampe i vandpytter, finde visne blade o.s.v..
Det er godt for børnene blive inddraget i de daglige gøremål på børnenes præmisser, således at de føler, at de godt kan deltage, og ikke bare få det hele serveret. De kan f.eks. være med til at dække bord, vande blomster, tørre støv af, selv tage tøj af og på, gå selv og ikke blive båret eller sidde oppe i barnevognen.
Små børn er utrolig lærenemme og meget aktive og vil gerne opleve at de kan selv. Derfor kan vi som voksne være med til at understøtte og tilrettelægge arbejdet således at børnene for mulighed for at hjælpe og derved styrke og udvikle deres selvværdsfølelse og selvtillid.
Selv et barn på 1 år synes at det er spændende at gøre det selv. Der behøver ikke at ligge et færdigt produkt, men det er vigtigt at det er glade og harmoniske børn. Vi skal som voksne passe på ikke at tage motivationen fra børnene, så de bliver til hjælpeløse børn, der ikke kan noget.